Rigmand frikendes for at stå bag drabet på sin svenske brud

Skrevet af admin

08/12/2014

Dagens topnyheder

En domstol i Sydafrika har mandag frikendt briten Shrien Dewani for anklager om, at han skulle have betalt lejemordere for at dræbe sin svenske kone, da parret var på bryllupsrejse i Cape Town for fire år siden.

Dommeren i sagen, Jeannette Traverso, siger ved domsafsigelsen, at statsanklagemyndighedens argumenter "er langt under" det, der skal til for at dømme den tiltalte skyldig.

Drabet på den 28-årige svensker Anni Dewani skete i 2010, da hun var på bryllupsrejse med sin ægtemand, Shrien Dewani. Deres bil blev kapret i Cape Town af flere gerningsmænd, og liget af kvinden blev senere fundet i et fattigt, sort beboelsesområde.

Anni Dewanis ægtemand kom ikke noget til ved kapringen og vendte kort efter tilbage til Storbritannien, hvor parret boede.

Han nægter enhver form for indblanding i forbrydelsen, men tre mænd, som er dømt for drabet, har sagt, at brudgommen bestilte drabet på sin hustru.

Iagttagere siger, at Dewani formelt er kendt ikke skyldig, men at beskyldningerne mod ham stadig hænger i luften.

Anklagemyndigheden hævdede, at den 34-årige velhavende Dewani er homoseksuel, og at han følte sig fanget i sit ægteskab og lå under for pres fra sin familie.

Dewanis advokat, Francois van Zyl, sagde i retten, at anklagemyndighedens argumenter var fulde af selvmodsigelser og upålidelige.

Statsanklagemyndigheden hævdede, at Dewani betalte 15.000 rand (omkring 8000 kroner) for drabet, som skulle være udført i et samarbejde med taxachaufføren Zola Tongo og andre.

Dewani, der konsekvent har afvist beskyldningerne mod sig, ventes at flyve hjem til Storbritannien senere mandag.

Den opsigtvækkende retssag fandt sted kort efter sagen mod den 27-årige benamputerede atletikstjerne Oscar Pistorius, som for nylig blev idømt fem års fængsel for uagtsomt manddrab på sin kæreste, Reeva Steenkamp.

/ritzau/Reuters