Rigmanden Kiska bliver ny præsident i Slovakiet

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Det bliver den 51-årige rigmand og politiske nybegynder Andrej Kiska, der til juni overtager præsidentposten i Slovakiet.

Det står klart, efter at han lørdag aften vandt den anden og afgørende runde af præsidentvalget i landet.

Da resultaterne fra 99 procent af valgdistrikterne var talt op, havde Kiska fået 59,4 procent af stemmerne, hvorimod hans modstander, den socialdemokratiske premierminister Robert Fico, blot havde fået 40,6 procent.

Og det fik Fico til at erkende sit nederlag og lykønske Kiska med sejren.

- Tillad mig at lykønske selvom alle stemmer endnu ikke er talt op, sagde Fico, der vandt første runde af præsidentvalget med 28 procent mod Kiskas 24.

Andrej Kiska tages i ed af den afgående præsident Ivan Gasparovic den 15. juni.

Kiska har i sin valgkamp blandt andet slået på, at han ikke er viklet ind i sager om korruption. Han har via forretninger skabt sig en formue, der har været stor nok til, at han flere gange har givet penge til velgørenhed.

I en tale efter lørdagens sejr var det medmenneskelige aspekt et af den kommende præsidents fokuspunkter.

- Jeg ønsker at genetablere befolkningens tillid til præsidentembedet. Jeg vil gøre politik mere menneskelig, sagde Kiska.

Den 49-årige Robert Fico er gået hårdt til værks i valgkampen, hvor han er gået personligt efter sin udfordrer, der ikke har sit eget parti.

Fico har blandt andet påstået, at Kiska er involveret i scientology, der af kritikere beskrives som en kult.

Denne påstand har Kiska pure nægtet og siger, at Slovakiet og dets 5,5 millioner indbyggere har hårdt brug for en modvægt til det socialdemokratiske Smer-parti.

/ritzau/AFP