Riis: Tinkoff-hold vil altid have danskere

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

Af 30 ryttere på cykelholdet Tinkoff-Saxo er kun seks danskere.

Så få har der ikke været, siden holdet blev etableret i slutningen af 1990’erne. Heller ikke siden Bjarne Riis havde sin første sæson som holdejer i 2001.

Matti Breschel, Michael Mørkøv, Michael Valgren, Chris Anker Sørensen, Christopher Juul-Jensen og Jesper Hansen bliver suppleret af et par danske sportsdirektører i Nicki Sørensen og Lars Michaelsen, en mekaniker, en kropsterapeut, administrativt personale og Bjarne Riis.

Men selv om holdet nu bliver ejet af russeren Oleg Tinkov, betyder det ifølge Bjarne Riis ikke, at danskerne er på vej helt ud.

- Der vil altid være en grad af danskere på holdet. Jeg ser det ikke som et problem. Oleg har gerne villet have nogle af sine egne ind, men omvendt så stoler han på mig og min erfaring, siger Bjarne Riis.

- Vi har jo heller ikke bare revet kontoret ud af København, fortsætter han, mens administrativt personale sidder ved bordet bag ham og forbereder det, de skal i forhold til den kommende cykelsæson på landevejene.

Bjarne Riis har dog mærket, at det ikke længere kun er ham, som har det sidste ord. Blandt andet da Nicki Sørensen skiftede fra aktiv cykelrytter til sportsdirektør for et par måneder siden.

- Jeg skulle kæmpe lidt for at få lov at tage Nicki ind, men så må jeg slå igennem og sige, at det er dét, vi skal. Oleg tester mig af, og så siger han "ok, så gør vi det".

Chris Anker Sørensen er en af flere danskere, som har kontraktudløb efter 2015-sæsonen. Han holder fast i, at han ikke føler, at presset er større, fordi det ikke længere er en dansker, som udskriver lønchecken.

- Situationen er vel som altid. Hvis vi har niveauet, bliver vi tilbudt en kontrakt, hvis ikke, så får vi ikke et tilbud.

Nogenlunde det samme siger Bjarne Riis. Rytterne skal have evnerne. Ellers må de nok regne med at skulle lede efter en ny arbejdsgiver.

- Jeg kan ikke garantere noget, de skal selvfølgelig levere. Det er jo ikke bare et skodhold, vi har, men jeg har aldrig lavet ret mange prioriteter af danskere. Mit job er at stille det rigtige hold, siger han vel vidende, at han før har fået kritik for lige præcis at fravælge danskere.

Den 22-årige Michael Valgren har kontrakt til og med 2016, og er Bjarne Riis' eksempel på en dansker, som nok skal hænge ved.

/ritzau/