Røde Kors kritiserer ebola-indsats: Fokus er for snævert

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

- Vi kan ikke behandle os ud af ebola. Der skal forebyggelse og oplysning til i meget, meget stor skala.

Så klart er budskabet fra danske Birte Hald, som leder Røde Kors' ebolaindsats i Vestafrika fra sin base i Guinea. Hun mener, at verdenssamfundet har alt for stort fokus på behandlingen af de syge i stedet for at sætte ind der, hvor ebola for alvor kan bekæmpes.

- Vi skal også satse på behandling, men det er enormt vigtigt at skaffe ressourcer til ordentlige kampagner på alle de lokale sprog. Vi skal knække modstanden i lokalbefolkningen, der tror, at vi er fjenden. Hvis alle kun fokuserer på behandling, vil smitten fortsætte, siger hun til Ritzau.

Ifølge Birte Hald har fokus været på at oprette nødhospitaler og behandle syge, men så længe at de lokale nægter, at ebola findes, fortsætter epidemien.

- Vi er i en situation, hvor mange mennesker i de berørte områder benægter, at ebola overhovedet eksisterer. Det gør det selvfølgelig meget svært, og kampagner bliver mødt med mistro og skeptisk. Det skal komme på en acceptabel måde i landsbyerne fra folk, der er tillid til såsom lokale ledere, medicinmænd og religiøse ledere.

- Derudover skal vi bruge ressourcer på at finde alle dem, som en smittet har været i kontakt med. Folk er bange, så de holder sig væk fra lægen. Når de endelig når sundhedssystemet, har de nået at smitte rigtig mange mennesker. De skal lære at genkende symptomerne og vide, hvordan man skal undgå at blive smittet, siger Birte Hald.

Røde Kors har derfor uddannet lokale til at oplyse om forebyggelse og håndtering af eksempelvis lig, som der er ekstrem stor smittefare ved, fordi virussen ikke kan overleve i døde kroppe og derfor søger ud mod huden.

Det nuværende udbrud er det hidtil mest alvorlige, siden den dødbringende ebola-virus blev opdaget i 1976. Over 5800 personer er blevet ramt i særligt Guinea, Liberia og Sierra Leone - knap halvdelen af patienterne er døde.

Handels- og udviklingsminister, Mogens Jensen (S), mener, at forebyggelse og behandling hører sammen.

- Når sygdommen skal inddæmmes, er det naturligvis vigtigt, at der oplyses grundigt og bredt om, hvordan man undgår smitte, og som led i forebyggelsen er det vigtigt at få styrket de nationale sundhedssystemer, hvilket er et centralt element i vores udviklingsindsatser, siger han.

Ministeren slår fast, at han vil tage pointerne fra Røde Kors med sig, når han torsdag deltager i et FN-møde om ebolaepidemien.

/ritzau/