Rørt Viborg-træner roser Kevin Mensah

Skrevet af admin

26/10/2013

Mest læste i dag

Fredag aften slog Viborg oprykkerkollegerne fra FC Vestsjælland med 4-1.

Kampens helt store oplevelse var Viborgs Kevin Mensah, der blandt andet scorede to mål. Viborg-træner Ove Christensen var efterfølgende lykkelig for 22-årige Mensahs præstation.

- Det har været meget op og ned, men han er blevet modnet mentalt og som menneske. Så det er sgu lige før, jeg bliver helt rørt. Det er en dejlig historie. Jeg er meget glad på hans vegne. Nu har han manifesteret sig, og vi kan regne med ham fremover.

- Jeg har næsten kendt Kevin altid. Han er jo en af vores egne. Han har været et talent i mange år.

- Nogle spillere ender som evighedstalent, men mod Vestsjælland viste han sine kompetencer, og det var virkelig et flot gennembrud for ham i dansk topfodbold, siger Ove Christensen.

Hovedpersonen selv var ganske forståeligt også meget tilfreds med sin fornemme indsats i hans kamp nummer 103 i den grønne Viborg-trøje.

- Det var dejlig for mig at få scoret nogle mål og få indfriet de forventninger, der har været til mig. Jeg fik bevist mig på den store scene, og jeg fik vist, at jeg kan være med på det her niveau, siger Kevin Mensah og tilføjer:

- Det her er bare et skridt på vejen mod de forventninger, jeg har sat for mig selv. Jeg er ikke slået igennem endnu. Ikke bare på denne ene kamp.

Mensah har spillet hele sin karriere i Viborg, og han lægger da heller ikke skjul på, at klubben fra domkirkebyen betyder noget særligt for ham.

- Jeg har jo spillet over 100 kampe for den her klub. Når det så oven i købet er min barndomsklub, så kan man kun se tilbage på det med stolthed, siger Kevin Mensah.

/ritzau/