Et tyveri i et Kiwi-supermarked på Smallegade på Frederiksberg i København udviklede sig fredag aften til et røveri, og røveren kan også forvente en sigtelse for at have bragt andres liv i fare.
Føreren af en bil, der nu er efterlyst, kørte en længere tur med en butiksansat mand på køleren og med en fart på op til 100 kilometer i timen.
- Det opstod flere livsfarlige situationer undervejs, siger den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel, Københavns Politi.
Fredag aften klokken 18.15 forlod to mænd i 30'erne supermarkedet ved Frederiksberg Rådhus med en indkøbsvogn, som de havde fyldt op med rammer med øl, som de tilsyneladende ikke havde tænkt sig at betale for, men som de stuvede ind i deres bil.
Situationen udviklede sig til røveri, da en 31-årig ansat i supermarkedet prøvede at standse mændene ved at kaste sig på køleren af bilen.
Uden at tage hensyn til det startede føreren bilen og trykkede speederen i bund, mens den 31-årige på køleren klamrede sig til vinduesviskerne.
Ifølge Henrik Vedel gik turen ud ad Smallegade med en fart på 50-80 kilometer i timen og flere farlige situationer, hvor bilen kom over i den modsatte kørebane.
Ved Nordre Fasanvej svingede bilen til højre ad Howitzvej og kørte ind mod byen igen med op til 100 kilometer i timen. Ved Solbjergvej faldt den 31-årige af.
- Heldigvis slap han stort set uskadt, siger Henrik Vedel.
Bilen med de to mænd fortsatte flugten. Den leder Københavns Politi nu efter. Der er tale om en sort VW Passat stationcar med registreringsnumret AD 55295.
Desuden søger politiet efter vidner, der har oplysninger om bilens vilde flugt efter røveriet.
- Vi vil især gerne tale med folk, der har set bilen på Howitzvej, og som kan beskrive farligheden, siger Henrik Vedel.
Ud over oplysningerne om bilen har politiet et signalement af den ene af de to mænd. Der er tale om en mand på omkring 35 år af mellemøstligt eller sydeuropæisk udseende. Han er almindelig af bygning.
Folk, der har oplysninger om sagen, kan henvende sig til Københavns Politi på telefon 114.
/ritzau/