Det lykkedes onsdag aften to brutale røvere at slippe væk med dagens omsætning, da de slog til mod Aldi-forretningen på Bybuen i Skovlunde ved København.
- De kommer ind i forretningen lige før lukketid og truer medarbejderen bag kassen med en kniv, fortæller Jens Møller, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Røverne får udleveret pengene fra kassen, men da en anden medarbejder kommer gående gennem forretningen tager de fat i ham.
- De tvinger ham ud i baglokalet, hvor de tømmer boksen for dagens kontante omsætning, siger Jens Møller.
Efter røveriet flygter de to mænd på en knallert med udbyttet, der ifølge vagtchefen ikke er gjort op onsdag aften.
Begge røvere beskrives som yngre danske mænd.
Manden med kniven var kraftig af bygning og iført blå cowboybukser, en sort jakke med hætte samt sorte sko.
Den anden var almindelig af bygning og iført blå cowboybukser, en sort jakke med hvide tern, en sort hue samt sorte sko med hvide såler.
Politiet vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket de to mænd eller andet mistænkeligt i området.
/ritzau/