Rollator-røver anholdt efter talrige overfald

Skrevet af Lotte Sørensen

31/10/2014

Dagens topnyheder

Ældre kvinder i Roskilde kan nu igen færdes trygt på gaden. De har ellers gennem længere tid været mål for en ung tyvs kyniske overfald. Kvinder i alderen 72-94 år, ofte med rollatorer, er blevet skubbet omkuld og frarøvet deres penge, typisk efter besøg ved bankens hæveautomat eller efter indkøb.

Læs også: Væltede 94-årig kvinde med rollator omkuld for 25 kroner

Efterforskningen var i dag nået til et punkt hvor man valgte at foretage en målrettet indsats i Roskildes bybillede – ud fra en forventning om, at gerningsmanden muligvis ville slå til igen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Og det gav pote kl. 10.40, hvor betjente kunne anholde en 18-årig mand, der passede på det signalement, som var blevet stykket sammen. Manden er i forvejen kendt af politiet for mindre forbrydelser.

Han er varetægtsfængslet i fire uger.