Roma taber terræn efter nullert mod Milan

Skrevet af admin

20/12/2014

Dagens topnyheder

AS Roma mistede lørdag aften et skridt i bestræbelserne på at hænge på Juventus i toppen af den italienske Serie A i fodbold.

Roma måtte på hjemmebane nøjes med 0-0 mod AC Milan.

Det var blot anden gang i Serie A i denne sæson, at hovedstadsklubben satte point til hjemme på Stadio Olimpico, hvor Roma har vundet syv gange og spillet uafgjort to gange.

Der betyder, at Roma holder jul og nytår med 36 point for 16 kampe, hvilket er tre point færre end Juventus.

AC Milan er nummer syv med 25 point.

Romas franske træner, Rudi Garcia, var med på sidelinjen, efter at han havde haft held med at appellere en karantænedom, som han fik for at have været involveret i ballade efter Romas 1-0-sejr over Genoa.

Kampens bedste aktion kom efter 91 minutter, da Romas Gervinho broderede sig gennem Milan-forsvaret i samspil med Mapou Yanga-Mbiwa.

Milan-målmand Diego López leverede dog en afgørende redning, der sikrede Milan det ene point.

/ritzau/