Rompuy: EU op i gear for at bekæmpe energiafhængighed

Skrevet af admin

21/03/2014

Dagens topnyheder

EU's stats- og regeringschefer har på et topmøde i Bruxelles besluttet at bede EU-Kommissionen om til juni at fremlægge en plan for, hvordan de 28 medlemslande kan blive mindre afhængige af gas fra især Rusland.

Forslaget er dansk og blev fremlagt på et europaministermøde mandag.

- I dag sender vi et klart signal om, at EU går op i gear for at reducere energiafhængighed især fra Rusland, siger EU-præsident Herman Van Rompuy til pressen efter EU-topmødet fredag.

- Energiafhængighed betyder noget for energipriserne, for den industrielle konkurrence og for vores udenrigspolitik, siger den belgiske EU-boss.

EU-landene skal ifølge Rompuy fremover arbejde mere som et hold, når medlemslandene forhandler kontrakter om energi med lande uden for EU.

- Det skal vi for at øge vores fælles forhandlingsevne, siger han og henviser her til, at flere lande er meget afhængige af russisk gas og derfor sårbare i en højspændt tid, hvor det ikke kan tages for givet, at de russiske gashaner er åbne.

EU skal have mere diversitet i sin energiforsyning, øge energieffektiviteten og blive ved med at udvikle vedvarende energikilder, står der i konklusionerne fra topmødet.

Stats- og regeringscheferne kunne dog ikke blive enige om et mål for, hvor meget af energiforsyningen, som i 2030 skal bestå af vedvarende energi.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) glæder sig over, at EU-lederne bakkede op om at få det danske forslag med i konklusionerne fra topmødet, der har stået i Krim-krisens tegn.

- Det, der sker i Ukraine nu, er en klar påmindelse til os alle om, at vi er alt for afhængige af energi udefra, og at vi bliver nødt til at mindske den afhængighed, siger hun.

Helle Thorning benytter lejligheden til at fremhæve den danske energipolitik som et godt eksempel, fordi Danmark ikke er afhængig af gas som så mange andre lande.

- Jeg synes, det understreger, at vores energipolitik gennem mange år har været rigtig. Også fordi den har et stort miks af vedvarende energi, siger statsministeren.

/ritzau/