Rosenborg holder Nicki Bille ude af træning

Skrevet af admin

23/04/2014

Mest læste i dag

Nicki Bille Nielsen ville gerne, men har ikke fået lov til at træne med sin norske fodboldklub Rosenborg.

Det meddeler klubbens sportslige leder Erik Hoftun til den norske avis Verdens Gang.

Den danske angriber blev anholdt i København i påsken, hvor han efter sigende begik hærværk og bed en politimand i armen.

- Nicki er ikke suspenderet. Vi har besluttet - i samråd med ham - at han ikke er med til træning, siger Erik Hoftun og må så svare på spørgsmålet om, hvorvidt danskeren selv ønskede at være med til onsdagens træning:

- Ja, det gjorde han.

Sagen er den seneste af flere med den ellers populære dansker i klubben fra Trondheim. Klubben har tidligere udvist stor tålmodighed og medmenneskelighed i forhold til angriberens udskejelser. Hvordan situationen er nu, har klubben ikke meldt ud.

- Vi føler, at det ikke er rigtigt med fokus på den her sag. Vi håber at komme med en beslutning indenfor kort tid, men måske ikke i dag, siger Erik Hoftun.

Rosenborg spiller pokalkamp mod Orkla torsdag. Sportschefen vil ikke svare på, om Nicki Bille bliver udtaget til den kamp.

/ritzau/