Rouhani: Atomaftale er et første vigtigt skridt

Skrevet af admin

03/04/2015

Dagens topnyheder

Atomforhandlingerne i Schweiz, som har ført til en aftale, er "et første skridt" til at forbedre forholdet mellem Iran og resten af verden.

Det siger den iranske præsident, Hassan Rouhani, dagen efter, at stormagterne anført af USA indgik en rammeaftale med Iran, der skal eliminere Teherans muligheder for at udvikle atomvåben.

Rouhani kalder det en historisk aftale, der er indgået, og han lover at overholde den.

- Vores diskussioner er ikke kun atomare, siger han i en tale og påpeger, at det øger sikkerheden regionalt og i verden.

- Det skal ikke ses sådan, at vi i dag har et atomspørgsmål og ønsker at forhandle med verden, og det spørgsmål så er løst. Dette er et første skridt mod en produktiv interaktion med verden, fremhæver Rouhani.

Rammeaftalen fra torsdag skal inden udgangen af juni foreligge som en endelig aftale, hvor alle detaljer og tekniske elementer er nedskrevet.

Det er det første vigtige skridt til tilnærmelse mellem Iran og USA siden den iranske revolution i 1979.

Med aftalen skal en række internationale sanktioner mod Iran ophæves. De har været med til at lamme store dele af den iranske økonomi.

Rouhanis vision om et Iran, der åbner sig mod verden, synes at være modsat meldingen fra Irans åndelige leder, ayatollah Khamenei, der i en tale 21. marts understregede, at Iran kun forhandlede om sit atomprogram og intet andet.

Rouhani udtrykker håb om, at hans regering vil blive støttet af folket og Khamenei, indtil der foreligger en endelige aftale i slutningen af juni.

- Nogle tænker, at vi enten må kæmpe mod verden eller overgive os til stormagterne. Vi siger, at det ikke handler om nogen af delene. Der er en tredje vej: Vi kan samarbejde med verden.

Han understreger, at Iran vil overholde det, der er aftalt, hvis de andre aftaleparter også gør det.

Under forhandlinger i den schweiziske by Lausanne har den iranske modpart været USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

/ritzau/Reuters