Per Rud efter nederlag til FCK: Sejrene skal komme nu

admin

9 år siden

|

08/03/2015

Dagens topnyheder

- I min verden er der to situationer, hvor træneren ikke længere er træner. Hvis ledelsen ikke stoler på ham, eller hvis spillerne begynder at vise opgivende tendenser. Og ingen af de to ting er der.

Ordene er Per Ruds, fodboldklubben Brøndbys sportsdirektør.

Temaet er cheftræner Thomas Franks fremtid i klubben, der søndag tabte 1-3 ude til FC København i Alka Superligaen.

Med blot et point i forårets tre ligakampe og et nederlag til Sønderjyske i pokalturneringen er Thomas Frank under pres i Brøndby, der har en tredjeplads i ligaen som sæsonens målsætning.

De 10-foldige danske mestre ligger i øjeblikket nummer fem med 28 point for 20 kampe. Det er seks point færre end Randers FC, der har spillet en kamp færre før søndagens udekamp mod AaB.

Per Rud finder trøst i, at det afbudsramte Brøndby-hold leverede en spillemæssigt godkendt indsats mod FCK.

Sportsdirektøren erkender dog, at det er svært at blive ved med at tale om udmærket spil, når pointene udebliver.

- Så længe spillerne arbejder på at komme ud af de her ting, og man ikke kan se opgivende tendenser, så går det den rigtige vej for vores hold. Men sejrene skal da komme nu, det vil jeg da godt sige, siger Per Rud.

Brøndby måtte undvære blandt andre Johan Elmander og Thomas Kahlenberg mod FCK på grund af karantæne, og efter en halv times spil måtte holdets største profil, Daniel Agger, udgå med et ildebefindende.

Alligevel fik Brøndby udlignet til 1-1 tidligt i anden halvleg, inden FCK igen slog til.

Brøndby havde flere friløbere i kampen, men Stephan Andersen stod godt i FCK-målet.

- Det var alle tiders mulighed for at komme hjem fra Parken med tre point, som vi forpassede.

- Det er vigtigt, at vi ikke begynder at pege fingre ad hinanden efter sådan en præstation. I min vildeste fantasi kan jeg ikke forestille mig, at der ikke venter en sejr rundt om hjørnet.

- Vi spillede os til de chancer, vi skulle. Vi spillede med mod, hvilket ikke kendetegner hold, der er i krise. Vi savnede koldblodige afslutninger foran mål i dag. Det har noget at gøre med selvtillid, siger Per Rud.

/ritzau/