Rumsonden Daggry går i kredsløb om dværgplanet

admin

9 år siden

|

06/03/2015

Dagens topnyheder

Rumsonden Dawn (daggry) er efter planen fredag gået i kredsløb om dværgplaneten Ceres under en opdagelsesrejse til solsystemets største asteroidebælte.

Det oplyser det amerikanske rumagentur, Nasa, som står bag Dawn.

Sonden skal rotere om den mystiske planet i seksten måneder for at undersøge dens struktur og samle information, der skal kaste lys over, hvordan planeter dannes.

Dværgplaneten befinder sig i et asteroidebælte mellem Jupiter og Mars, og det er højdepunktet på Dawns otte år lange rejse i det solsystem, som også Jorden er del af.

Rumsonden gik i kredsløb klokken 15.30 fredag eftermiddag, men signalet kom på grund af den store afstand først senere til Nasas rumeksperter i USA.

Det amerikanske rumagentur sendte Dawn ud i Rummet i september 2007 for at blive klogere på, hvordan solsystemet er dannet.

For tre år siden besøgte rumsonden asteroiden Vesta, som også er del af asteroidebæltet mellem Jupiter og Mars.

Efterfølgende satte den kursen mod Ceres, som er den største asteroide i bæltet.

Ceres blev opdaget nytårsnat 1801, og den er så stor, at den med lidt held kan spottes fra Jorden med det blotte øje.

Asteroiden har vist sig at være særlig interessant, efter at rumforskerne har opdaget to lysende steder i de kratere, som findes på dens overflade.

Til sommer får en anden dværgplanet fint besøg fra Jorden, når rumsonden New Horizon kommer til Pluto.

/ritzau/TT