Rusland blokerer for Srebrenica-resolution i FN

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Rusland har onsdag blokeret for en FN-resolution, som fordømmer massakren i den bosniske by Srebrenica for 20 år siden og betegner den som et folkedrab.

Mens Rusland blokerede for vedtagelse af resolutionsforslaget, afstod fire lande fra at stemme, nemlig Kina, Nigeria, Angola og Venezuela. De øvrige 10 medlemmer stemte for.

Afstemningen var forsinket, fordi Storbritannien og USA har forsøgt at overtale Rusland til ikke at nedlægge veto mod resolutionen.

I det udkast, Sikkerhedsrådets medlemmer stemte om, stod der blandt andet, at enhver afvisning af betegnelsen "folkedrab" skal fordømmes, og "at acceptere de tragiske hændelser i Srebrenica som et folkedrab er en forudsætning for forsoning".

Den russiske FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, mener at resolutionsteksten er "ukonstruktiv, konfronterende og politisk motiveret".

Rusland, der var på Serbiens side under krigen i det tidligere Jugoslavien, havde i stedet foreslået, at Sikkerhedsrådet med en mere ukonkret formulering skulle fordømme "de alvorligste forbrydelser, der vedrører det internationale samfund".

I Serbien betegner præsident Tomislav Nikolic det som "en stor dag for Serbien".

- Ikke alene forhindredes en stigmatisering af hele det serbiske folk som værende bag folkedrab, men Rusland viste og beviste i dag, at det var været en reel og ærlig ven, siger Nikolic i en udtalelse.

Det nedstemte britiske resolutionsforslag onsdag kommer op til, at verden markerer 20-års-dagen for massakren, hvor omkring 8000 bosniske muslimske mænd og drenge blev slået ihjel i og omkring den lille bosniske by Srebrenica.

FN's krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien har fastslået, at massakren i Srebrenica var folkedrab.

Den 11. juli 1995, da Bosnien-krigen var tæt på sin afslutning, løb bosnisk-serbiske styrker Srebrenica over ende. Her havde tusinder af bosniske muslimer søgt tilflugt, fordi området var beskyttet af FN som en "sikker zone".

I de efterfølgende dage henrettede de bosnisk-serbiske styrker omkring 8000 muslimske mænd og drenge og smed deres lig i massegrave i området.

/ritzau/Reuters