Rusland og Ukraine vil fortsætte gasforhandlinger

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Rusland og Ukraine vil fortsætte deres gasforhandlinger tirsdag, siger en talsmand for det russiske Gazprom.

Ved forhandlingerne i Bruxelles er EU's energikommissær, Günther Oettinger, mægler.

Talsmanden for Gazprom, Sergej Kuprijanov, siger, at han håber på en aftale, som vil være til glæde for alle parter.

- Forhandlingerne fortsatte længe i går, og vi er enige om at fortsætte, siger han tirsdag formiddag.

Han tilføjer, at Ukraine nu skal betale gælden for gas, som det har modtaget i november og december sidste år. Det er beløb på 1,45 milliarder dollar (omkring otte milliarder kroner).

Rusland og Ukraine forhandler hvert år om prisen på levering af gas til Ukraine. Efter at det Moskva-venlige styre i Kijev i februar blev væltet, har Rusland næsten fordoblet priserne for gas til Ukraine.

Ukraine og Rusland aftalte mandag i Bruxelles, at de russiske gasleverancer ikke må afbrydes, så længe parterne fastholder den igangværende dialog om gaspriser og afdrag på Ukraines astronomiske gasgæld.

Samtidig blev de enige om ikke at bringe sagen til en international domstol.

Energiministrene fra Rusland og Ukraine, Aleksander Novak og Jurij Prodan, deltog i mandagens bestræbelser på at finde et kompromis i den forbitrede strid om gasleverancerne.

Rusland kvitterede mandag for modtagelse af 786,4 millioner dollar (over 4,3 milliarder kroner) for leveringer af naturgas til Ukraine i februar og marts.

Ifølge Rusland er den samlede ukrainske gæld på over 5,2 milliarder dollar (omkring 28,5 milliarder kroner).

/ritzau/AFP