Rusland: Sanktioner koster os 240 milliarder årligt

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Rusland kommer til at tabe 40 milliarder dollar, svarende til 240 milliarder kroner, hvert år på grund af Vestens sanktioner, hvilket imidlertid er under det halve af, hvad russerne mister på de aktuelt lave oliepriser.

Det siger den russiske finansminister, Anton Siluanov, til det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

- Vi mister omkring 40 milliarder dollar om året på grund af de geopolitiske sanktioner, og vi mister omkring 90-100 milliarder dollar, fordi olieprisen er faldet 30 procent, siger Anton Siluanov i en tale på en konference i Moskva.

Både USA og EU har indført sanktioner imod Moskva som reaktion på Ruslands støtte til prorussiske separatister i det østlige Ukraine og russernes annektering af sortehavshalvøen Krim.

Efter en folkeafstemning på Krim tidligere på året optog Rusland halvøen i den russiske føderation, og øen er de facto under russisk styre.

Annekteringen fordømmes imidlertid af store dele af verden, og der er ikke mange andre end russerne og få andre allierede, som anerkender, at Krim i dag er russisk.

Der er fortsat kampe i det østlige Ukraine, hvor tre ukrainske soldater har mistet livet det seneste døgn. Flere end 4000 har mistet livet, siden konflikten brød ud for knap et år siden.

/ritzau/AFP