Ruslands ambassadør trækker anklager mod Polen tilbage

Skrevet af admin

28/09/2015

Mest læste i dag

Ruslands ambassadør i Polen trækker sine udtalelser tilbage om, at Polen "delvist havde ansvaret for begyndelsen på Anden Verdenskrig."

Ambassadør Sergej Andrejev siger, at han blev misforstået, da han fredag talte om historien. Til et spørgsmål fra journalister, der spørger, om han står ved sine udtalelser, svarer han:

- Nej, jeg har forklaret, at det var en fejlagtig tolkning, siger Andrejev, som mandag var indkaldt til det polske udenrigsministerium for at redegøre for sine udtalelser, som vakte harme i befolkningen hen over weekenden.

Andrejev sagde fredag, at Polen, som mistede den forholdsmæssigt største del af sin befolkningen under krigen, var med til at blokere for dannelsen af en anti-nazistisk koalition, og "derfor er medansvarlig for Anden Verdenskrig."

Ambassadøren sagde også, at det var berettiget, at den sovjetiske invasion af Polen fandt sted, efter at Stalin og Hitler hemmeligt indgik en aftale om at dele landet mellem sig.

Polens udenrigsministerium reagerer meget skarpt på udtalelserne.

- Denne udlægning, der kommer fra den højeste officielle repræsentant for den russiske stat i Polen, er en udfordring af den historiske sandhed, og den fremmaner nogle af de mest løgnagtige tolkninger af det, der skete, og som det blev udlagt i den stalinistiske og kommunistiske epoke, sagde ministeriet.

Op mod seks millioner polakker - heraf over tre millioner jøder - blev dræbt under krigen, hvilket var over en sjettedel af den samlede befolkning.

Over 200.000 polske soldater blev sendt til lejre i Sibirien, efter at Den Røde hær invaderede landet. Den Røde Hær dræbte næsten 22.000 polske officerer ved en massakre i Katyn.

Helt frem til Berlinmurens fald i 1989 gav styret i Moskva nazisterne skylden for massakren.

/ritzau/Reuters