Russiske missiler nær Polen skaber uro

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Russiske planer om at flytte Iskander-missiler til enklaven Kaliningrad ikke langt fra Polen vækker bekymring i Polen, hvor forsvarsministeriet nu venter, at Nato vil drøfte sagen.

Rusland har imidlertid ikke bekræftet, at der er flyttet missiler til Kaliningrad, eller at der er planer om det.

Det er russiske og tyske medier, der har skrevet om planerne, som så har ført til uro hos den polske regering.

Den tyske tabloidavis Bild skrev om Iskander-missilerne i weekenden. Ifølge avisens oplysninger er der over de seneste 12 måneder udstationeret Iskander-missiler, der kan udrustes med atomsprængladninger, i Kaliningrad.

Det franske nyhedsbureau AFP citerer en højtstående russisk officer for at sige som svar på presserapporterne, at der er udstationeret adskillige batterier Iskander-missiler i Ruslands Vestlige Militære distrikt.

Det er en region, der blandt andet inkluderer Kaliningrad og grænseområderne op til de tre baltiske stater.

Han bekræftede imidlertid ikke, at missilerne er udstationeret i enklaven.

Videre siger officeren, der er Igor Konasjenkov, talsmand for forsvarsministeriet, at udstationeringen ikke krænker internationale traktater eller aftaler.

Regeringen i Moskva advarede allerede tilbage i 2011 om, at den muligvis ville udstationere kort- og mellemdistancemissiler langs EU's østlige grænseområde som svar på Natos planer om et missilskjold.

/ritzau/Reuters