Ryger får ingen erstatning efter hårtransplantation

Skrevet af admin

15/06/2015

Dagens topnyheder

En mand fra Holbæk, der i 2003 uden større held fik transplanteret hår til sine noget høje tindinger, får ingen erstatning efter den mislykkede behandling, da han er storryger.

Det har Vestre Landsret afgjort i en dom.

Manden var under kniven to gange for at få transplanteret hår til de bare områder.

Første gang var i Malmø, men kun omkring 30 procent af håret fik rodfæste, og han fik sine penge tilbage. Han havde dog ikke tabt modet, og han tog derfor imod et tilbud om at komme på firmaets klinik i Kolding, men det gik heller ikke så godt.

I løbet af en uge gik der betændelse i huden, og en del af hovedbunden blev sort som tegn på, at vævet var dødt.

Denne gang afviste han tilbuddet fra klinikken om at få pengene retur.

I stedet anlagde han sag mod klinikken for fejlbehandling og krævede i alt 167.000 kroner. Men Vestre Landsret er enig med Retten i Kolding i, at Kolding-klinikken ikke har begået lægelige fejl.

Lægen, der foretog transplantationen i 2003, aflagde forklaring i retten.

Han forklarede, at den pågældende patient var storryger, og at han flere gange fik at vide, at han straks skulle holde op med at ryge, da rygning kunne forsinke heling af de mange små operationssår. Dermed ville risikoen for infektion stige.

Retslægerådet kritiserer klinikken for ikke at have udleveret skriftligt materiale om operationen og de mulige bivirkninger, men rådet er enig med retterne i, at den fejl ikke er så alvorlig, at klinikken er ansvarlig.

Retterne mener heller ikke, at der er begået lægefaglige fejl under selve indgrebet, hvorfor klinikken frifindes.

Efter frifindelsen skal den sjællandske mand betale sagens omkostninger til klinikken med 45.000 kr.

/ritzau/