S fremlægger velfærdsplan

Skrevet af admin

14/06/2015

Dagens topnyheder

Det offentlige forbrug skal vokse 0,6 procent om året fra 2020 til 2025, mener Socialdemokraterne, der ifølge DR Nyheder fremlægger en ny velfærdsplan.

- Vi siger nu, at hele vejen frem mod 2025 afsætter vi 0,6 procent ekstra til velfærd. Det er der råd til. Det er stramt, men det betyder, at vi kan finansiere vores sundhed og vores fællesskab, siger finansminister Bjarne Corydon (S) til DR Nyheder.

Stigningstakten er dermed den samme som frem til 2020 og svarer til, at regeringen vil bruge cirka tre milliarder kroner ekstra om året på velfærd indtil 2025, ligesom den vil frem mod 2020.

Ifølge Bjarne Corydon er der plads i økonomien til at lade det offentlige forbrug vokse med milliarderne.

- De er i det råderum, vi har skaffet ved at føre en ansvarlig økonomisk politik. Faktisk er der lidt mere, men vi har valgt at lægge det stramt og åbent frem, så man ved, at der er styr på tingene, siger Bjarne Corydon.

Der er behov for at lade udgifterne til velfærd vokse, blandt andet fordi andelen af ældre stiger markant fra 2020.

Finansministeriet beregnede i foråret, at det stigende antal ældre betyder øgede udgifter svarende til 0,6 procent af det offentlige forbrug til blandt andet sundhed og ældrepleje.

- Det her vil kunne dække det, man kalder de demografiske udgifter, altså at vi får flere ældre. Her lægger vi en solid bund, der betyder, at danskerne kan regne med, at velfærden er, som den plejer, siger finansministeren.

De seneste årtier har væksten i det offentlige forbrug ifølge DR i gennemsnit ligget på cirka 1,5 procent om året.

/ritzau/