S-ordfører om uløst EU-kabale: Verden går ikke i stå

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Socialdemokraterne har rigeligt andet at tage sig til end at vente på en afklaring om, hvem der skal bestride forskellige topposter i EU i fremtiden.

Det siger partiets fungerende politiske ordfører, Jens Joel, efter at EU-landene på onsdagens topmøde ikke fik løst den jobkabale, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) igen og igen nævnes som en mulig kandidat til posten som EU-præsident trods gentagne afvisninger af selvsamme.

- Der er ikke noget anderledes i mit job fra i går og til i dag. Vi koncentrerer os om det, vi skal, hvad enten det er efterårets finanslov eller andre ting, der er på tegnebrættet, fortæller Jens Joel.

Han mener ikke, det er så dramatisk, at medlemsstaterne missede endnu en chance for at finde frem til, hvem der i fremtiden skal være EU's udenrigschef, EU-præsident og fast formand for eurogruppen.

Der er nu lagt op til, at stats- og regeringscheferne mødes i slutningen af august for at finde en løsning.

Dermed kan spekulationerne fortsætte om, hvem der skal have hvilken toppost.

- Jeg synes ikke, det er irriterende, for man kan ikke gøre så meget ved det. Det er naturligt nok, at journalister og andre spekulerer i det, for det er nogle vigtige poster, men det er ikke noget, vi bruger mange sekunder på, siger Jens Joel.

- Vi kan ikke gøre så meget andet end at fortsætte arbejdet som planlagt. Det vil vi gøre, og så må vi håbe, at det også er politik, der bliver diskuteret, fortsætter han.

Selv svarede Helle Thorning-Schmidt efter onsdagens topmøde på spørgsmål om, hvorvidt det vil skade hende, at EU-lederne ikke nåede til enighed, og at hun fortsat vil kunne blive nævnt som kandidat:

- Det bestemmer I jo, det bestemmer jeg ikke. Jeg har tænkt mig at fortsætte med mit arbejde.

/ritzau/