S: Venstres asyltøven er inhumant stemmefiskeri

Skrevet af admin

17/12/2014

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, er godt træt over, at Venstre stadig ikke vil tage stilling til regeringens forslag til lovændringer på asylområdet.

- Det er til at blive sindssyg over, erklærer hun over for Ritzau og uddyber:

- Det er inhumant og en politisk egoisme, som kun tjener et formål, og det er stemmefiskeri.

Venstre havde onsdag kaldt Justitsministeren i samråd om forslaget, men heller ikke her fik partiet de ønskede svar.

- Hvis vi bare tilnærmelsesvis kunne få at vide, hvad lovforslaget betyder. Kommer der flere eller færre asylansøgere fra Syrien? Hvem omfatter lovforslaget? Er det lettere at sende folk tilbage, eller er det sværere? Det skal vi have svar på snarest, sagde retsordfører Karsten Lauritzen efter samrådet.

Men den melding får Mette Reissmann til at ryste på hovedet.

- Karsten Lauritzen vil have svar på, hvordan verden ser ud om et år, og det er der ingen, der ved, konstaterer hun.

Mette Reissmann understreger, at regeringen, som har støtte fra Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, vil gennemføre lovændringen, selvom Venstre går imod, men at ubeslutsomheden hos det største oppositionsparti er til skade for asylansøgerne.

- Vi kommer til at gennemføre det her. Venstres modstand har været med til at udskyde lovarbejdet, og taberne bliver dem, der sidder ude på centrene og venter, siger hun og tilføjer:

- Man kan ikke gå i gang med at sagsbehandle, og dermed risikerer de at skulle vente helt ind i 2016, før de kan få deres familie herop.

Venstre har meddelt, at man vil forholde sig til lovforslaget i forbindelse med tredjebehandlingen i folkestingssalen, som finder sted efter nytår.

/ritzau/