Camerouns landshold har oplevet turbulente dage op til VM-slutrunden i Brasilien. Landsholdet har været udsat for hård kritik i hjemlandet efter en konflikt, der omhandlede bonus i forbindelse med VM.
Holdets anfører og stjernespiller fra Chelsea, Samuel Eto'o, der har spillet en fremtrædende rolle i konflikten, forsvarer sig nu i et åbent brev til nationen.
- Jeg har kæmpet for det, jeg mener, er rimeligt: Mine holdkammeraters ret til en bonus, så de kan give det bedste af dem selv for deres land, lyder det fra Samuel Eto'o.
Umiddelbart før afrejsen nægtede spillerne at gå om bord i det fly, der skulle tage dem til Brasilien, hvis ikke de fik en mere lukrativ bonusaftale. Den fik de siden på plads.
Men spillerne er langt fra populære i hjemlandet, hvor de er blevet kaldt landsforrædere i en stor avis og er blevet svinet til af præsidenten for det camerounske fodboldforbund.
- Der har helt sikkert været misforståelser. Men vi er tilfredse med en lykkelig slutning. Vi håber, at alle dem, der blev krænket af vores insisteren, er i stand til at tilgive os, opfordrer Eto'o.
Cameroun spiller sin første kamp ved VM fredag mod Mexico. De øvrige hold i gruppe A er Brasilien og Kroatien.
/ritzau/