SAS og Norwegian frygter ikke irsk priskrig i København

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

De to største selskaber i Københavns Lufthavn, Norwegian og SAS, hilser konkurrencen velkommen, efter luftfartsbranchens irske ballademager har annonceret sin ankomst i København.

Både SAS og Norwegian tager meldingen om 13 Ryanair-ruter fra Københavns Lufthavn med ro. Vi er konkurrencedygtige, lyder det fra begge selskaber.

- Vi er vant til at konkurrere med Ryanair i mange europæiske lufthavne, så for os vil det nok ikke få den store betydning. Vi har vist blandt andet i London, at vi sagtens kan stå ved siden af dem, siger Johan Bisgaard Larsen, informations- og marketingchef i Norwegian.

Ryanair åbner 13 ruter i løbet af 2015. De tre første går til Milano, Warszawa og London. I løbet af næste år kommer der endnu 10 til. Selskabet har annonceret tilbudspriser, der starter på 149 kroner for en enkeltbillet.

Hos SAS mener pressechef Trine Kromann-Mikkelsen, at SAS fuldt ud er i stand til at konkurrere med Ryanair, når det gælder priserne.

- 149 kroner er en kampagnepris, som ikke gælder alle flysæderne. Priserne stiger, jo flere sæder der bliver solgt.

- Vores kampagnepris starter på 399 kroner, og hos os undgår man gebyrer for at bestille billetter, for at tjekke ind, for at finde et sæde, for at få en kuffert med eller få en kop kaffe om bord. Det er ikke nogen revolution, siger hun.

Ryanair har kaldt sig selv for ultralavprisselskab. Hos lavprisselskabet Norwegian er man ikke klar til at kaste sig ind i en priskrig.

- Vi har fokus på vores egen forretning. Ryanair er kendt for lav pris, men det er vi også, siger Johan Bisgaard Larsen.

Hos SAS er der heller ingen planer om at sætte priserne ned lige nu og her, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

- Vi har allerede set det seneste halve år, at priserne er faldet på grund af konkurrence.

- Jeg kan ikke spå, om vi kommer til at møde markedet med nogle andre priser om tre måneder eller om et halvt år, når Ryanair begynder at flyve. Men lige nu får det ingen påvirkning, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

I forvejen flyver Ryanair til og fra Billund til blandt andet Rom, Kreta, Tenerife, Budapest og London.

/ritzau/