Scandinavian Star-enke kræver undskyldning

Skrevet af admin

05/04/2015

Dagens topnyheder

Norsk politi forlænger efterforskningen af de påsatte brande på "Scandinavian Star" i 1990, der kostede 159 mennesker livet.

Samtidig overvejer den danske enke efter den oprindelig udpegede brandstifter at anlægge erstatningssag mod myndighederne. Det skriver Politiken søndag.

I 1991 udpegede Oslo Politi den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen til med "stor grad af sandsynlighed" at være brandstifteren på "Scandinavian Star". Men sagen blev henlagt, fordi han omkom i branden.

Først sidste år – i juni 2014 – trak norsk politi anklagen tilbage, efter at en ny gruppe efterforskere fra Oslo Politi havde kigget den gamle sag igennem:

"Projektgruppen finder ikke et bevismæssigt grundlag for at kunne konkludere, at Erik Mørk Andersen "med stor grad af sandsynlighed" er gerningsmanden og kan følgelig ikke stille sig bag konklusionen fra efterforskningen i 1990/1991".

Op til 25-års-dagen for branden på "Scandinavian Star" tirsdag træder Erik Mørk Andersens enke frem og fortæller, at hun ønsker en officiel undskyldning gennem en erstatningssag.

- Jeg har altid villet have ham renset, fordi han skal ikke have skyld for noget, som han ikke har gjort. Det handler ikke om penge. Det er princippet. Det handler om at få en officiel erkendelse af, at myndighederne tog fejl. Det vil være en officiel undskyldning, siger Jette Andersen til Politiken.

Jette Andersens norske advokat, Erling Hansen, vil undersøge mulighederne for at rejse en erstatningssag ved en civil domstol i Norge, når norsk politi afslutter den nuværende efterforskning.

/ritzau/