Schalke 04 fyrer manager og ansætter italiener

Skrevet af admin

07/10/2014

Mest læste i dag

Lørdagens nederlag på 1-2 til Hoffenheim blev for meget for ledelsen i bundesligaklubben Schalke 04.

Tirsdag fyrede klubben sin træner, Jens Keller, efter en skuffende sæsonstart. Han blev ansat i december 2012 og efterfulgte da Huub Stevens.

Ny i jobbet bliver den 44-årige italiener Roberto Di Matteo, som tidligere har stået i spidsen for Chelsea i Premier League.

I 2012 førte han Chelsea til triumf i Champions League, men allerede i den første del af den kommende sæson blev han fyret. Efter otte måneder i stillingen.

Da var han kommet fra et job i West Bromwich fra 2009 til 2011.

Nu overtager Di Matteo trænerjobbet i Schalke 04, der efter syv runder ligger på en skuffende 11.-plads. med otte point.

Heller ikke i Champions League har klubben indtil videre indfriet forventningerne.

Holdet overraskede ellers positivt ved at hente uafgjort ude mod Chelsea i den første kamp.

Men efterfølgende skuffede holdet stort ved blot at få ét point hjemme mod slovenske Maribor.

Di Matteos første mulighed for at vende skuden i Bundesligaen er hjemme mod Hertha Berlin 18. oktober.

/ritzau/