Schmeichels klub henter to spillere i United

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Leicester støvsugede grundigt på Manchester Uniteds reservebænk på transfervinduets sidste dag mandag.

Gevinsten var to angribere.

Det oplyser den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichels arbejdsgiver på sin hjemmeside.

Den 20-årige Nick Powell kommer til Leicester på en lejeaftale for denne sæson.

Powell var i sidste sæson udlejet til Wigan, hvor han spillede 41 kampe i forskellige offensive positioner, og scorede 12 mål.

Den jævnaldrende waliser Tom Lawrence har Leicester til gengæld købt i Manchester United.

Lawrence debuterede for Manchester United i Premier League i maj, men har ellers også været udlejet til klubber i de lavere rækker.

Leicester møder Manchester United hjemme søndag den 21. september.

/ritzau/