Michael Schumacher kæmper for sit liv.
Det er meldingen fra lægerne på hospitalet i Grenoble, hvor den syvdobbelte Formel 1-verdensmester er indlagt, efter at han søndag formiddag styrtede på ski i de franske alper og kom slemt til skade med hovedet.
- Havde han ikke haft en hjelm på, ville han have været død nu, siger lægerne på et pressemøde.
Schumacher holdes i kunstig koma, og den 44-årige pensionerede racerkører er blevet opereret én gang, oplyser hospitalet. Flere medier har ellers skrevet, at tyskeren er blevet opereret to gange.
- Lige nu vurderer vi ikke, at han skal opereres igen. Vi arbejder time for time, mere kan vi ikke sige.
Hyldes på Facebook: God bedring, Michael Schumacher
- Hans tilstand er kritisk, og vi kan sige, at han kæmper for sit liv. Vi ved ikke, hvad udfaldet bliver af det hele, siger lægerne.
/ritzau/