Schweiz undersøger banker for mulige prisaftaler

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

De schweiziske myndigheder har indledt en efterforskning af syv banker, der er mistænkt for at svindle ved at indgå hemmelige prisaftaler på det globale marked for metaller.

Den schweiziske konkurrencestyrelse (Comco) siger, at bankerne UBS, HSBC, Deutsche Bank samt fire andre banker er mistænkt for at have deltaget i svindlen.

- Den schweiziske konkurrencestyrelse har i dag indledt en efterforskning mod to schweiziske banker, UBS og Julius Baer og mod de udenlandske finansielle institutioner Deutsche Bank, HSBC, Barclays, Morgan Stanley og Mitsui, hedder det i erklæringen.

- Vi har set indikationer på, at bankerne "muligvis indgik illegale prisaftaler ... inden for det værdifulde globale marked for metaller."

Det globale marked for metaller omfatter både guld, sølv, platin og andre ædelmetaller samt industrimetaller.

De schweiziske konkurrencemyndigheder har "især mistanke om, at prisaftaler kan være indgået i forbindelse med "Spreads" - forskellen mellem bud og priskrav.

Der bliver ikke oplyst flere detaljer i den schweiziske presseerklæring.

En prisaftale er en aftale mellem flere erhvervsdrivende om, hvordan prisdannelsen skal være. Prisaftaler er forbudte og i strid med den frie konkurrence.

Nogle af de banker, som efterforskes, er allerede blevet idømt store bøder i år, efter at de har erklæret sig skyldige i amerikanske anklager om at have manipuleret med Libor-renten, som er den rente banker forlanger for at foretage indskud i andre banker på London interbank-marked.

/ritzau/AFP