Selvsikker chokoladekonge: Jeg er Ukraines præsident

Skrevet af admin

25/05/2014

Dagens topnyheder

Mens folk fortsat stod i kø til valglokalerne nord for hovedstaden Kijev for at stemme på deres kandidat ved præsidentvalget, er storfavoritten Petro Porosjenko trådt frem på tv og har erklæret sig selv som vinder.

Det skete blot et kvarter efter offentliggørelsen af den første valgstedsmåling, og længe før det endelige resultat foreligger.

Chokoladekongen, som han populært kaldes, da han har tjent sin store formue på salg af søde sager, står ifølge den første officielle valgstedsmåling til 55,9 procent af stemmerne.

I den tv-transmitterede tale siger Porosjenko, der er tidligere forsvarsminister og udenrigsminister, at der skal holdes parlamentsvalg allerede i år. Parlamentsvalget skulle ellers første afvikles i 2017.

Fremrykningen af valget har været et folkekrav i Ukraine, efter at ekspræsident Viktor Janukovitj blev væltet tidligere på året efter blodige kampe, der startede i Kijev i november og som udviklede sig hen over nytår.

Et andet budskab fra den 48-årige chokoladekonge er, at han aldrig vil anerkende Ruslands annektering af sortehavshalvøen Krim, som i marts kom under russisk flag efter en folkeafstemning på halvøen.

Selvom de ukrainske valgsteder skulle lukke klokken 19 dansk tid, stod folk 19.30 forsat i kø til stemmeboksene, fortæller danske valgobservatører fra en forstad til hovedstaden Kijev.

- Jeg opfatter ikke dette som et demokratisk problem, men snarere som udtryk for delvist underbemandede valgsteder og høj valgdeltagelse, siger Anders Gydesen fra organisationen Silba, der er i Ukraine for at overvåge præsidentvalget.

Ifølge de tre institutter, som leverer valgstedsmålingerne, er der en margin på 3,5 procents usikkerhed. Dermed skulle den være god nok, at Porosjenko bliver Ukraines kommende præsident.

/ritzau/