Serge Déblé-scoring giver forløsning i Viborg

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

På hjemmebane sikrede Viborg sig lørdag eftermiddag en sikker 4-2-sejr på hjemmebane over bundrivalerne fra Esbjerg. Det blev en kamp, hvor Viborg-angriberen Serge Déblé endelig fik hul på bylden, og det glæder han sig selvfølgelig over.

- Jeg har ventet længe på at få scoret, og jeg har arbejdet ekstremt hårdt for, at det skulle ske. Så det var en kæmpe forløsning, at jeg fik scoret i dag, siger Serge Déblé.

- Det har været svært for mig at få de sidste marginaler på min side, selvom jeg har haft flere gode chancer i sæsonen, så jeg er ekstremt lettet. Som I kunne se, så græd jeg næsten.

Han er sikker på, at der nu kommer flere mål fra hans fødder.

- Nu fik jeg åbnet op for målscoringen, og jeg er sikker på, at der kommer flere mål nu. Jeg skal blive ved med at knokle hårdt, og så skal det nok komme, siger Déblé.

Viborg-træner Johnny Mølby glæder sig også over, at det endelig lykkedes sidste sæsons 15-foldige målscorer i 1. division at komme på måltavlen i Superligaen.

- Det var vigtigt, at Déblé kom på tavlen i dag. Da sæsonen gik i gang, regnede vi med, at det var ham, der skulle være vores topscorer, så det var et forløsende mål, siger Johnny Mølby.

- Han har virkelig arbejdet hårdt for at få scoret. Han har virkelig lagt på i sit spil, og det blev han belønnet for i dag.

Johnny Mølby håber også, at det var startskuddet på en målstime.

- Vi ved jo godt, at det første mål som regel er det sværeste for en angriber, så jeg er ikke i tvivl om, at den Déblé vi så i dag, er den Déblé, vi vil se fremover. Jeg er 100 procent sikker på, at han kommer til at score flere mål nu, siger Johnny Mølby.

Déblé får muligheden for at score endnu et Superliga-mål, når Viborg møder FC Midtjylland på udebane i næste spillerunde.

/ritzau/