Sharapova runder 20 semifinaler i grand slam-regi

Skrevet af admin

07/07/2015

Mest læste i dag

Med tirsdagens sejr i Wimbledon-kvartfinalen over Coco Vandeweghe er Maria Sharapova klar til sin 20. semifinale i karrieren i en grand slam-turnering.

Russeren vandt 6-3, 6-7, 6-2 over Vandeweghe i en af de i alt fire kvartfinaler, som kvinderne afvikler i løbet af tirsdagen.

I første sæt brød Sharapova modstanderens serv to gange, mens Vandeweghe, som er nummer 47 i verden, kun magtede at bryde russerens serv en enkelt gang.

Magtbalancen var ændret i andet sæt, selv om Sharapova hurtigt brød amerikanerens serv og efterfølgende bragte sig foran 3-1.

Vandeweghe udlignede dog senere til 5-5, da hun fik brudt tilbage, og det viste sig at være et vendepunkt i andet sæt.

Fjerdeseedede Sharapova fulgte med til 6-6, og så skulle det hele afgøres i tiebreak. Her kom Vandeweghe foran 3-1, men Sharapova svarede flot igen og udlignede til 3-3.

Amerikaneren kæmpede hårdt for det og bragte sig foran 6-3, og det så svært ud for Sharapova, som tabte sættet.

I tredje sæt kunne man frygte, at Sharapova var mentalt nede, men russeren kom godt fra start og brød Vandeweghe og bragte sig foran 3-0.

Vandeweghe kom dog stærkt igen og fik brudt tilbage til 2-3, hvorefter hun kunne udligne i sin serv, men Sharapova brød tilbage til føring 4-2. Russeren svigtede ikke i sit efterfølgende serveparti og havde overskuddet til at bryde igen og vinde kampen.

I semifinalen møder Sharapova vinderen af storopgøret mellem verdensetteren og topseedede Serena Williams og hviderusseren Victoria Azarenka.

Det var første gang i karrieren, at Vandeweghe var nået frem til kvartfinalen i Wimbledon.

/ritzau/