Denver Broncos er klar til Super Bowl-finalen i amerikansk fodbold efter en sikker sejr på 26-16 over New England Patriots søndag aften dansk tid.
Dermed tog Peyton Manning stikket mod rivalen Tom Brady i det imødesete opgør mellem quarterback-stjernerne i AFC-divisionsfinalen i Denver.
Manning og Denver Broncos bliver dermed den ene part i slutkampen 2. februar i New Jersey, hvor det gælder titlen som sæsonens bedste hold i NFL.
Broncos havde fuld kontrol over begivenhederne fra kampens start til stor jubel på hjemmebanen, Sports Authority Field.
Kickeren Matt Prater sørgede for finalens første scoring på et field goal, der bragte Broncos foran 3-0, og derfra lod hjemmebanefavoritterne aldrig Patriots komme tilbage i kampen.
Efter anden quarter var føringen udbygget til 13-3, blandt andet fordi Montee Ball og Jacob Tamme i samarbejde lavede en touchdown.
Medvirkende til Denver-drengenes overlegenhed var, at Tom Brady, havde svært ved at ramme med sine kast.
Den 36-årige stjerne havde muligheden for at komme i sin sjette Super Bowl-finale i 11 år som Patriots-spiller, men må overlade rampelyset til andre, når NFL-sæsonen finder sit klimaks om to uger.
Det stod hele 23-3, inden det lykkedes Patriots at lave en touchdown 10 minutter før tid. Det pyntede på cifrene, men det ændrede ikke på, at det er Denver Broncos, der skal i Super Bowl.
Her bliver modstanderen Seattle Seahawks.
/ritzau/