Sisi får et magert mandat

Skrevet af admin

28/05/2014

Dagens topnyheder

Egypterne fik en dag ekstra til at stemme.

De havde ellers to dage til at afgøre, hvem der skal være landets næste præsident, men stemmeprocenten var skuffende, så en tredje dag, onsdag, blev inddraget.

Imidlertid hjalp det ikke meget.

Sidst på eftermiddagen onsdag lokal tid skrev den statslige avis Ahram på sin netavis, at godt 21 millioner af vælgerskaren på 54 millioner havde stemt.

Der er kun to kandidater til præsidentvalget, og storfavoritten er den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi, som ventes at vinde en jordskredssejr over den venstreorienterede Hamdeen Sabbahi.

Så spørgsmålet har snarere handlet om sejrens størrelse, eller rettere om hvor stort et folkeligt mandat Sisi får i ryggen.

Vælgerne kunne stemme frem til klokken 21 lokal tid (20 dansk tid red.), hvorefter der skal tælles op.

I timerne op til valgets slutning var der stille ved stemmestederne.

- Vil du tale med vælgere? Ser du nogle vælgere? Jeg ved ikke, hvorfor de ikke kommer. Måske gider de ikke politik, sagde en soldat, der sad ved et stemmested i hovedstaden Kairo og læste en avis.

Foreløbig tyder det på, at stemmeoptællere ikke får travlt.

Sisi opfordrede ellers i sidste uge til, at 40 millioner vælgere gik til stemmelokalerne for at stemme. Det vil svare til en stemmeprocent på 80 procent og mere ligne det folkelige mandat, som Sisi er på jagt efter.

Valgkommissionens tal sidst på eftermiddagen lå ifølge Ahram mere på omkring 39 procent, men selv det er måske overdrevet.

En vestlig diplomat, der følger folkeafstemningen, vurderede ud på eftermiddagen onsdag, at kun mellem 10 og 15 millioner vælgere havde stemt. Altså en stemmeprocent på mellem 19 og 28.

Ved præsidentvalget i 2012, da Mohammed Mursi vandt, var stemmeprocenten på 52.

Mursi blev afsat i juli 2013 af militæret, da Sisi var hærchef.

/ritzau/Reuters