Skade gør ende på Kjellings karriere i dansk håndbold

Skrevet af admin

03/04/2015

Mest læste i dag

Nordmanden Kristian Kjelling er færdig i dansk håndbold, efter han blev skadet i sit comeback torsdag, da hans klub Bjerringbro-Silkeborg slog HC Midtjylland i slutspillets pulje 2.

Kjellings knæ gik af led efter 10 minutter på banen, og en skanning viser fredag, at en sene er sprunget, og at nordmanden derfor skal opereres.

Det skriver Bjerringbro-Silkeborg på klubbens hjemmeside.

- Dermed er Kristian Kjellings sæson slut, og han er spillet sin sidste kamp for Bjerringbro-Silkeborg. Han vil blive opereret hurtigst muligt og vil derefter påbegynde genoptræningen, skriver klubben.

Eftersom sæsonen er forbi for Kjelling, er karrieren i dansk håndbold det også. Efter sæsonen skifter Kjelling nemlig til Drammen i hjemlandet.

Den sidste sæson i Danmark har ikke været god håndboldmæssigt for Kjelling, der før torsdagens comeback havde siddet ude med en skade i fem måneder.

Den dygtige venstreback skiftede til Aalborg Håndbold i 2009 efter ophold de spanske storklubber Portland San Antonio og Ademar Leon. I 2013 gik turen sydpå til Bjerringbro-Silkeborg.

/ritzau/