Skade udsætter supersprinters sæsondebut

Skrevet af admin

06/06/2014

Mest læste i dag

Verdens hurtigste mand, sprinteren Usain Bolt, har meldt afbud til stævnerne i Ostrava og Paris, hvor han ellers var tilmeldt.

Jamaicaneren har kæmpet for at komme ovenpå efter en skade i foden, og han når ikke at komme i form til stævnet i Ostrava 17. juni eller Diamond League i Paris 5. juli.

- Skaden har gjort, at jeg er bagud med træningen, og jeg er ikke der, hvor jeg normalt er på dette tidspunkt af året, skriver Usain Bolt på sin hjemmeside.

- Heldigvis er min fod 100 procent i orden igen, og jeg træner fuldt ud. Jeg håber at være tilbage i konkurrence snart, men det vil afhænge af træningen i de næste uger.

- Det er vigtigt for mig at tage mig god tid i år, fordi jeg har tre hårde år foran mig i 2015, 2016 og 2017, hvor jeg skal forsøge at forsvare mine OL- og VM-titler, forklarer Usain Bolt.

27-årige Usain Bolt har vundet OL-guld seks gange og er indehaver af verdensrekorden på både 100 meter og 200 meter.

/ritzau/