Skadede tyskere vender tilbage til EM-kvalifikation

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Mario Gómez var svært utilfreds med, at træner Joachim Löw i sidste ende valgte ham fra til Tysklands VM-trup, fordi han ikke mente, at angriberen var nået i form ovenpå en lang skadespause.

For Marco Reus var situationen endnu mere ulykkelig, da han blev ankelskadet i Tysklands sidste testkamp før VM, og måtte opgive at rejse med til Brasilien.

Nu er de begge med i den trup, som spiller venskabskamp mod Argentina - en gentagelse af VM-finalen - på onsdag.

Mere vigtigt er det måske, at de også er med, når Tysklands verdensmestre dernæst indleder kvalifikationen til EM-slutrunden med en kamp mod Skotland den 7. september.

På grund af skader, er det første gang i et år, at Mario Gómez er udtaget til landsholdet.

- Mario Gómez ville virkelig gerne tilbage, og hans plads er absolut fortjent. Når han er i form vil han styrke os i angrebet, siger træner Joachim Löw i en pressemeddelelse.

Træneren har udtaget 18 verdensmestre i sin trup på 21 spillere. Den tredje som ikke var med ved VM er den 21-årige forsvarsspiller Antonio Ruediger, som kun har en enkelt landskamp på sit cv.

Siden VM har Miroslav Klose, Philipp Lahm og Per Mertesacker stoppet deres landsholdskarrierer, mens Bastian Schweinsteiger og Shkodran Mustafi er ude med skader.

/ritzau/