Skolederne: Store reformer presser lærere til sygemelding

Skrevet af admin

15/11/2014

Mest læste i dag

Mange sygemeldinger på landets lærerværelser kunne måske have været undgået, hvis de meget store reformer af folkeskolen, som i øjeblikket er ved at blive gennemført, var blevet indført mere gradvist over en periode på flere år.

Det mener formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal.

- Jeg tror slet ikke befolkningen har en idé om, hvor store ændringer, der sker med skolerne i øjeblikket, siger Claus Hjortdal.

- Vi har en ny skolereform, som stiller krav til, at vi skal præstere mere undervisning, samtidig med en arbejdstidsreform, der kræver, at vi er fuldt til stede på skolen. Det er nogle kæmpe, kæmpe omvæltninger, skolerne er igennem i øjeblikket, siger han.

Dertil kommer strukturreformen i kommunerne, som betyder lukning og sammenlægning af skoler og flytning af arbejdspladser for lærerne. Oveni i det hele er så inklusionsreformen, som betyder, at elever flyttes fra specialinstitutioner over i folkeskolen, som skal være mere rummelig, siger Claus Hjortdal.

Lærerne er meget pressede dels af usikkerhed på grund af de mange forandringer og dels af travlhed, fordi de skal undervise flere timer med generelt mindre forberedelse.

- På gymnasieområdet har de fået de nye arbejdstider nu, men så kommer den store reform først om et par år. Det gør en stor forskel. Det her var meget voldsomt, og det kommer til at tage et stykke tid, før det falder på plads, siger Claus Hjortdal.

Skolelederne ville også gerne have været foruden den lockout af skolelærerne, der førte op til de nye arbejdstidsregler, og som ikke har været gavnlig for samarbejdet på skolerne efterfølgende, siger formanden.

Ifølge tv2.dk melder flere og flere lærere i København, Odense og Aarhus sig syge, efter at folkeskolereformen er trådt i kraft.

I København er sygefraværet steget med cirka 31 procent, mens det i Odense er steget med omkring 40 procent. For Aarhus er tallet omkring 26 procent.

Det højere sygefravær blandt de danske folkeskolelærere er ikke overraskende i forhold til de voldsomt store omvæltninger i lærernes arbejdsliv, siger Claus Hjortdal.

- Så massive forandringer på så kort tid vil betyde mere sygefravær. Det kan man læse masser af ledelses- og udviklingslitteratur om. Det er ulykkeligt, men forventeligt, at folk bliver mere syge, når der sker så mange forandringer i deres tilværelse, siger han.

/ritzau/