Skru ned for blodtrykket med strøm

Skrevet af John Meyer

06/01/2013

Dagens topnyheder

Omkring en milliard mennesker på verdensplan lider af forhøjet blodtryk. I den vestlige verden anslås det, at hver tredje voksne har for højt blodtryk. For de fleste kan problemet afhjælpes med en pille og måske lidt omlægninger af livsstilen. Men omkring 10 procent, svarende til 100 millioner mennesker verden over, har resistent hypertension; det vil sige, at selv en cocktail af flere forskellige blodtrykssænkende præparater ikke virker.
Derfor er der også et enormt markedspotentiale for den virksomhed, der udvikler en effektiv behandling til denne målgruppe. På Aalborg Universitet er en lille gruppe forskere med post.doc. Thomas Nørgaard Nielsen i spidsen i gang med at tage de første spæde skridt til det, der måske kan blive en epokegørende behandling af disse patienter. Ikke med piller men derimod med elektrisk stimulation.


Nyt forskningsprojekt
Thomas Nørgaard Nielsen har netop modtaget midler fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen til et såkaldt Proof of Concept-projekt, der over de næste 15 måneder skal påvise, hvordan man ved at stimulere vagus-nerven, der sidder på siden af halsen, med et automatiseret program kan stimulere baro-refleksen, der er med til at regulere blodtrykket.


- Kan man få blodårerne til at ”slappe af” og udvide sig, sænkes blodtrykket. Det er der sådan set ikke noget nyt i – det har man principielt vidst siden 1956, hvor de første forsøg med nervestimulation blev lavet – og opgivet, fordi der dengang var for mange bivirkninger. Men teknologien er blevet langt bedre siden, hvilket gør det interessant at genoptage disse forsøg. Desuden har vi udviklet og søgt patent på en metode til at udtrække information om det arterielle blodtryk fra nerveaktiviteten. Vi forventer, at det vil kunne forbedre behandlingen ved at stimulere under systolen, ligesom den naturlige refleks, og regulere stimulationsstyrken afhængigt af blodtrykket, forklarer Thomas Nørgaard Nielsen.


Enormt markedspotentiale
I USA alene udgør de årlige udgifter til behandling af patienter med forhøjet blodtryk 43,5 mia. dollars. I 2007 blev knap 8,8 millioner amerikanere indlagt på sygehus, og 46,3 mio. var i ambulant behandling på grund af diagnosticeret for højt blodtryk.