Skuespilleren William Rosenberg er død

admin

10 år siden

|

06/11/2014

Dagens topnyheder

Skuespilleren William Rosenberg døde natten til torsdag i en alder af 94 år.

Det oplyser skuespiller Lars Knutzon, der har kendt Rosenberg det meste af sit liv.

- Han sov stille ind i sit hjem, siger Lars Knutzon til Ritzau.

Lars Knutzon, som spillede sammen med sin ven i blandt andet tv-serien "Bryggeren", har ikke yderligere kommentarer. Rosenberg spillede professor Madvig i DR-serien om Carlsberg-dynastiet.

Rosenbergs to døtre, Maria Rosenberg Fink og Henriette Rosenberg, siger til Ritzau, at han døde i sit hjem i Lyngby efter at have haft alzheimer i en årrække.

William Rosenberg, der var Ridder af Dannebrog, blev uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1946.

Han debuterede samme år som Dr. Jørgen Herming i teaterforestillingen "Indenfor murene".

Senere, i 1951, medvirkede han i den første danske tv-udsendelse, "Harlekins tryllestav", hvor han spillede Pjerrot.

Privat var han fra 1946 til 1949 gift med skuespiller Helle Virkner og senere med skuespilleren Jeanne Darville, som han var gift med i 13 år. Fra 1974 til 1996 var han gift med Jette Klingbech Christensen.

Gennem sin karriere har Rosenberg medvirket i utallige film. De fleste vil måske huske ham for hans rolle i de fire første film om "Mine søsters børn", hvor han spillede Peter Berg, børnenes far, mens moren blev spillet af hans tidligere hustru Jeanne Darville.

William Rosenbergs kunstneriske virke begrænsede sig dog ikke til skuespil, men omfattede også blandt andet malerkunst og arbejdsopgaver som instruktør og scenograf.

Den erfarne skuespiller rejste en del i sit liv, hvor han blandt andet tog på studieture til Paris, London, Oslo, Rom, det daværende Østberlin, Moskva, Leningrad, Stockholm og New York.

I nyere tid har han medvirket i instruktør Nils Malmros' "At kende sandheden" fra 2002, hvor han spillede sammen med blandt andre Birthe Neumann, Peter Schrøder og Birgit Sadolin.

/ritzau/