Skuffet algerisk målmand: Vi spillede lige op med Tyskland

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

To mål i den forlængede spilletid forseglede det hårdt kæmpende algeriske landsholds nederlag i 1/8-finalen mod de tyske favoritter ved VM i Brasilien.

Men holdene var jævnbyrdige, og sejren kunne lige så godt have været nordafrikansk, mener Algeriets målmand, Raïs M'Bolhi.

Han formåede i godt 90 minutter at holde buret rent med en stribe af redninger og havde derfor naturligvis helst set et andet resultat end 1-2-nederlaget.

- Vi er meget skuffede, fordi vi følte, at vi kunne have taget noget med os fra denne kamp, siger Raïs M'Bolhi ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er en del af algerisk fodboldhistorie. Intet andet hold er kommet så langt før, og vi viste, at vi kan spille jævnbyrdig fodbold på det højeste niveau, fortsætter han.

Nordafrikanerne viste i kampen masser af kampvilje, disciplin og god fysisk form.

- Vi ønsker virkelig at bygge videre på det her og bevæge os fremad, lyder det fra målmanden.

Næste udfordring bliver African Nations Cup i 2015, og algerierne øjner en topplacering.

- Vi har fået en masse erfaring med denne generation, og vi kan opnå store ting. Vores mål er nu at vinde Nations Cup, siger Algeriets anfører, Madjid Bougherra, ifølge Reuters.

- Hvis vi spiller med denne gejst, kan vi virkelig få succes, mener han.

/ritzau/