Sky-boss om Wiggins: Jeg sætter holdet

Skrevet af admin

08/06/2014

Dagens topnyheder

Team Sky-chefen Dave Brailsford har ikke besluttet, hvem der skal støtte Chris Froome i næste måneds Tour de France.

Det siger han søndag til Sunday Times, efter at Tour-vinderen fra 2012, Bradley Wiggins, i et interview har slået fast, at han ikke får lov at være med, selv om han ser ud til at være tilbage i nærheden af den form, som gav ham Tour-sejren forrige år.

- Til trods for det indtryk, som er blevet skabt, er vores Tour de France-hold endnu ikke sat, siger Brailsford ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg er den, som træffer beslutningerne om, hvem der skal være med på holdet. Jeg taler med vores sportslige ledere, rytterne kan også give deres input, men de sætter ikke holdet, og det kommer de heller aldrig til, siger han med henvisning til, at Froome næppe ønsker Wiggins i Frankrig.

Wiggins vandt Tour of California i maj, men Froome er kaptajn i optaktsløbet Critérium du Dauphiné, hvor han søndag vandt første etapes enkeltstart, så det synes givet, at han bliver Sky-kaptajn i Tour de France.

Men Brailsford afviser, at Froome får det afgørende ord i spørgsmålet om, hvem der skal støtte ham i Frankrig.

- Tillid og harmoni er vigtige ting at have med i overvejelserne, og det er en svær beslutning. Her taler jeg ikke kun om harmonien mellem Chris og Bradley, men også mellem rytterne og det øvrige personale.

- Folk skal være forsigtige med at tro, at Chris tager beslutningerne. Han er en dygtig cykelrytter, han fortjener at lede vores hold i Frankrig, men det er ikke ham, som sætter holdet. Det er mig, siger cykelholdets chef.

Mens Froome kører i Dauphiné, skal Wiggins fra lørdag være med i det andet optaktsløb Schweiz Rundt.

Tour de France begynder 5. juli i Leeds.

/ritzau/