Snittede kvinde med kniv: Ung mand fængslet for kioskrøveri

Skrevet af admin

17/08/2014

Mest læste i dag

En 22-årig mand fra Holbæk blev søndag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet i en sag om et kioskrøveri i Holbæk.

Røveriet blev ved forsøget, for det lykkedes ikke røveren at true sig til penge. Men en 60-årig kvindelig ekspedient blev snittet i kinden med en kniv, da hun satte sig til modværge.

Den unge mand, der er sigtet for særligt farligt røveri, nægter sig skyldig.

Ved grundlovsforhøret fandt dommeren imidlertid mistanken mod ham tilstrækkeligt underbygget til, at han nu er varetægtsfængslet i tre uger, mens politiet efterforsker sagen.

- Nu vil vi fortsætte efterforskningen og kigge på de spor, vi har i sagen, siger vagtchef René Søe Pedersen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var fredag klokken 13.38, at en mand trængte ind i en kiosk på hjørnet af Smedelundsgade og Kastanievej i Holbæk og forlangte penge fra kassen.

Han truede den 60-årige kvindelige ekspedient med en kniv.

Da hun ikke gav ham noget, begyndte han at fægte med kniven og ramte hende på den ene kind. Hun slap dog med en overfladisk skramme, og røveren forsvandt fra kiosken uden udbytte.

Ved hjælp af billeder fra kioskens overvågningskamera og almindeligt lokalkendskab lykkedes det lørdag politiet at finde frem til den 22-årige, der mistænkes for røveriforsøget.

/ritzau/