Snowboardstjerner er sure over dårligt anlæg

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Snowboardløberne ved OL er stærkt utilfredse med de forhold, de bliver budt på anlægget i Rosa Khutor Extreme Park uden for Sotji.

En række styrt under træningen til halfpipekonkurrencen har givet anledning til kritik af konstruktionen af halfpipen.

- Jeg håber, de finder en måde at gøre halfpipen lidt nemmere at kontrollere. Det er bestemt ikke perfekt i øjeblikket, siger den forsvarende olympiske mester, Shaun White, ifølge nyhedsbureauet AFP.

En række af hans konkurrenter og kolleger har også beklaget sig - senest Ben Bright, der er træner for Torah Bright, som er medaljekandidat i kvindernes konkurrence.

- Det er farligt i øjeblikket. Vi har to konkurrencer samme sted, pukkelpist og halfpipe, det er komplet hjernedødt, siger Ben Bright til Sydney Morning Herald.

Repræsentanter fra den internationale olympiske komité (IOC) har dog forsvaret anlæggets tilstand før aftenens halfpipe-finale for herrer.

Ifølge talsmanden Mark Adams er det vejret snarere end konstruktionen, den er gal med.

- Det er altid et problem, når det er lidt varmt, men der er ingen problemer med halfpipen som sådan, siger Mark Adams.

Finalen starter klokken 18.30 dansk tid.

/ritzau/