Snowden anbefaler fælles kodeks for overvågning

Skrevet af admin

08/04/2014

Dagens topnyheder

Der bør være et internationalt kodeks for efterretningstjenesters overvågning af blandt andet borgere, virksomheder, internetsider og organisationer for at beskytte civile rettigheder, mener den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

Snowden har via et videolink fra Moskva tirsdag været med til en høring om masseovervågning i Europarådets parlament i Strasbourg.

Europarådet har blandt andet til opgave at sikre, at de 47 medlemslande overholder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Via sit webcam sagde Snowden til politikerne i salen, hvoraf fem er danske folketingsmedlemmer, at der i dag ikke er lovlige kanaler, hvor igennem man kan vidne om masseovervågning.

- Det internationale samfund skal blive enige om nye fælles adfærdsstandarder og måske også en konvention om at forhindre masseovervågning, siger han.

Flere EU-lande, især Tyskland, Storbritannien, Holland og Sverige, samarbejder ifølge Snowden tæt med den amerikanske efterretningstjeneste NSA om masseovervågning.

- Det er ikke et velreguleret miljø. Der er ikke nogen rigtige regler eller restriktioner, der er ingen veletablerede internationale standarder, for det har ikke været debatteret endnu.

- Det er alt sammen sket i det skjulte uden offentligt kendskab. Det har givet grobund for, at efterretningstjenesterne har kunnet eksperimentere med nye teknologier bag lukkede døre, som har ledt til, hvor vi er i dag, siger Snowden.

Specifikt om forholdet mellem USA og Tysklands efterretningstjenester sagde han, at der foregår en "dyb udveksling af informationer", hvor NSA på daglig basis får oplysninger om uskyldige borgere, som ikke er mistænkt for noget kriminelt.

- Det faktum, at informationerne bliver opfanget, samlet ind, analyseret og gemt, uden at offentligheden kender til det, det er af alvorlig bekymring, siger han.

Snowden blev ved høringen spurgt om, hvorvidt også NGO'er så som Amnesty International er genstand for overvågning. Det svarer han på med et klart ja.

- Det er de absolut. NSA har specifikt gået efter ledere eller medarbejderes kommunikation i en række helt civile organisationer, fortæller han.

Snowden fortæller, at efterretningstjenester screener milliarder af samtaler. Det er den største trussel mod civile rettigheder i nyere tid, mener han.

Europarådet har ingen formel forbindelse til EU-samarbejdet.

/ritzau/