Søfarten: EU-lederes tøven koster bådflygtninge livet

Skrevet af admin

09/04/2015

Mest læste i dag

Tusindvis af desperate bådflygtninge vil i det kommende år drukne på vej til Europa, hvis ikke EU-landene omgående afsætter flere ressourcer til eftersøgnings- og redningsaktioner på Middelhavet.

Så klart er budskabet fra den globale søfartsindustri, der i et fælles brev til samtlige 28 stats- og regeringschefer i EU advarer om det forfærdelige, men sandsynlige scenarie.

- Tusindvis af liv vil gå tabt i Middelhavet, medmindre EU-landenes regeringer omgående skrider til handling, lyder det i brevet fra De Europæiske Rederiforeninger (ECSA), Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF) og Det Internationale Skibsfartskammer (ICS).

Sidste år døde mindst 3500 bådflygtninge, der sejlede ud fra Nordafrikas kyster i overfyldte skibe.

Italien var alene om at finansiere redningsoperationen Mare Nostrum, der reddede over 100.000 bådflygtninge, mens de øvrige EU-lande afviste at yde støtte.

- Der må ske en tilstrækkelig stigning i de statslige ressourcer til aktioner i Middelhavet for at adressere den store humanitære krise.

- Det betyder, at samtlige EU's medlemsstater er nødt til at dele den økonomiske byrde for at undgå, at yderligere tusindvis af mennesker dør, skriver søfartsindustriens organisationer.

Menneskeretsorganisationen Amnesty International støtter det fælles opråb fra den globale søfartsindustri.

- Italiens flåde og de internationale handelsskibe er de eneste, der har levet op til deres ansvar ved at redde titusindvis af mennesker, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International.

- Spørgsmålet er, hvor mange flere lig, der skal bjærges fra Middelhavets bølger, før EU's statsledere påtager sig deres ansvar for at etablere en redningsoperation med langt større rækkevidde end i dag, siger hun.

Amnesty har gennem længere tid krævet mere handling fra EU-landene, som har etableret den såkaldte operation Triton under EU's grænseagentur.

Triton har kun til formål at patruljere EU's kystlinje, men sejler ikke ud på eftersøgnings- og redningsaktioner ligesom Mare Nostrum, som Italien nu har lukket.

/ritzau/