Sønderborgs borgere foretrækker selvbetjening

Skrevet af Finn Jensen

23/11/2012

Mest læste i dag

Sønderborgs borgere er opmærksomme på, at den digitale forandring er skudt i gang. Flere har i løbet af ugen henvendt sig hos borgerservice for at få svar på, hvad man kan bruge sit NemID til.   

Imponeret over borgernes vilje
Borgerguiderne har generelt haft en rigtig god oplevelse og er imponeret over den vilje, som borgerne har vist. Flere borgere er, efter en snak med borgerguiden taget hjem, for at betjene sig selv hjemmefra. Andre er kørt hjem for at hente deres NemID, for at komme tilbage til Borgerservice og få hjælp.

- Jeg vidste ikke, at jeg skulle medbringe mit NemID. Den information kunne godt have været lidt bedre. Men det er jo ikke borgerguidernes skyld. Det er fint, at blive modtaget af en borgerguide og de er meget kompetente folk. Men næste gang kan jeg ligeså godt ordne tingene hjemmefra, siger Gitte Jakobsen fra Sønderborg. 

Mange foretrækker selvbetjening
Hele ugen har borgerguiderne noteret, hvad de har hjulpet borgerne med, hvilke områder de bliver spurgt til og hvor mange der er gået hjem, for at betjene sig selv.

- Jeg har ikke brugt borgerguiden, da jeg bare skal bestille et nyt pas. Det kan man jo desværre ikke gøre hjemmefra. Jeg er stor tilhænger af selvbetjeningsløsninger og synes det er smart, at man kan klare det selv. Med hensyn til borgerguiderne, så synes jeg, at det er en god idé. Man kan få vejledning og måske opdage, at man kan klare det selv hjemmefra, inden man stiller sig i kø, siger Thorkild Dragsbæk fra Sønderborg.