Sønderjyske-træner: Brøndbys første mål punkterede os

Skrevet af admin

17/08/2014

Mest læste i dag

Sønderjyske fik ikke noget ud af søndagens superligabesøg hos Brøndby. Efter en ellers god første halvleg gik sønderjyderne døde i anden halvleg efter Simon Makienoks tidlige føringsmål og tabte 2-0.

- Vi kom ud til kampen, som vi ville. Vi var aggressive og satte Thomas Kahlenberg ud af spillet. Fremadrettet manglede vi lidt speed, men vi skabte de chancer, vi skulle. Vi var godt tilfredse i pausen.

- Men efter 1-0-målet punkterede vi. Troen sivede ud af holdet og anden halvleg blev lidt af en ørkenvandring for os. Vi manglede hele tiden et skridt for at blive farlige, siger Sønderjyske-træner Lars Søndergaard.

Sønderjyskes anfører Henrik Hansen var i startopstillingen for kun anden gang i 2014, og det blev ikke, som han havde drømt om.

- Det var dejligt at være tilbage, men jeg ville nu hellere have vundet.

- Efter det tidlige mål i anden halvleg fik vi ikke tiltvunget os noget, der bragte os tæt på en udligning. Og 2-0-målet tog helt pusten fra os, siger Henrik Hansen, der kan se tilbage på en sæsonstart med fem point i fem kampe.

- Det er vist, det man kalder en jævn start. Vi skal forbedre os, og vi skal have point ud af vores næste kamp.

Cheftræner Lars Søndergaard peger på fraværet af sidste sæsons Sønderjyske-topscorer Rubin Okotie og Tommy Bechmanns fortsat skrantende fysik som en udfordring i sæsonens første del.

- Tommy betyder meget for os, han er en meget vigtig spiller, så længe han har kræfterne. De rækker desværre ikke helt endnu, og vi skal have arbejdet mere med mekanismerne i vores spil.

- Det tager lidt tid, men i øjeblikket er vi ikke farlige nok, siger Søndergaard.

Sønderjyske har små to uger at arbejde med mekanismerne i inden sin næste kamp, som er hjemme mod Randers FC. /ritzau/