Sønderjyske-træner: Tabte på stort alle parametre

Skrevet af admin

17/07/2016

Dagens topnyheder

Sidste sæsons sølvvindere fra Sønderjyske fik ikke den ønskede start på den nye sæson i Superligaen, da de på hjemmebane tabte med 1-2 til AGF.

Sønderjyderne med Tommy Bechmann i front var ellers tæt på at få en drømmestart på opgøret, men i stedet slog AGF-debutanten Mustafa Amini til i den anden ende med både en assist og en scoring.

Dermed løb vicemestrene ind i et nederlag i premieren, og det skuffede Sønderjyske-træner Jakob Michelsen.

- Det var en fuldt fortjent AGF-sejr. Jeg synes, vi kom fint fra land. Vi startede kampen godt og fik også skabt en stor chance ved Tommy, der kunne have ændret kampen.

- Men derfra skabte vi ikke noget, og AGF var klart det bedste hold, efter de fik scoret til 1-0, konstaterer han.

Sønderjyske blev i den forgangne sæson nærmest kendt som comeback-konger, men kvaliteten var ikke helt god nok mod AGF.

- Vi snakkede faktisk om i pausen, at vi før har været bagud og kommet igen. Men der manglede lige de sidste fem procent i dag.

- Vi leverede en dårlig præstation, og når vi ikke leverer en god præstation i en meget lige Superliga, hvor det vel kun er FC København og FC Midtjylland, der må betegnes som bedre end os andre, så er det små marginaler, der afgør det, og i dag tabte vi fuldt fortjent på stort set alle parametre.

Om midtugens Europa League-kamp sad i benene, havde Michelsen svært ved at gisne om.

- Det håber og tror jeg ikke. Men det kan man jo ikke spå om, hvorvidt det var gået anderledes. Jeg kan konstatere, at vi kom fint fra land, men derfra var AGF bedre end os. Om det så var gået anderledes, hvis Tommy havde scoret, eller hvis vi ikke havde spillet i torsdags, det er jo spekulationer.

- Jeg kan forholde mig til, at AGF var det bedste hold i dag, og de vandt fuldt fortjent. Vi leverede en dårlig præstation, hvor der ikke var ret mange af vores spillere, der ramte deres topniveau.

Sønderjyskes næste opgave bliver returopgøret i Europa League-kvalifikationen på torsdag på udebane mod Strømsgodset.

/ritzau/